Konkurshjælp.dk

Alternativ gældsrådgivning

Min tvangsauktion

Det er sikkert meget forskelligt hvordan folk oplever det, at få sit hus solgt på en tvangsauktion.

For vores vedkommende var det nok noget nær det mest forfærdelige, vi kunne forestille os. Vores hus var vores base. Vi havde boet i det over halvdelen af vores liv. Vores børn var født og vokset op her. Vi havde brugt ufattelig meget tid og rigtigt mange penge på at sætte det i stand og bygge om. Vi havde en pragtfuld stor have. Det var simpelthen blevet vores drømmehus, som vi havde planlagt at bo i resten af livet. Så det var det mest dyrebare, af de materielle ting vi kunne miste. Derfor var hele forløbet omkring vores tvangsauktion meget grænseoverskridende, med mange følelser indblandet.

Optakten var at vi via vores advokat, havde brugt op imod et år på at forhandle med banken, for at redde huset. Vi både ville og kunne snildt betale renter og afdrag, til fuld indfrielse, på lånene i huset. Det eneste banken skulle acceptere, var at slette et pant de havde i huset, som sikkerhed for lån i min nu konkurslukkede virksomhed, samt lade huset overgå i min kones navn.  Pantet var så at sige “langt over skorstenen”. Der var ikke dækning for pantet da det blev oprettet og slet ikke dækning midt under finanskrisen. Men vi vidste at dette pant ville give os problemer i form af udlæg med stor risiko for tvangsauktion, på et eller andet tidspunkt. Vi kunne og ville simpelthen ikke leve med denne uvished, som kunne vare i mange år. Det havde vi forklaret banken, samt at de ville miste yderligere mindst 3/4 million kr., hvis huset gik på tvangsauktion. De var meget stædige, ja man kan vist godt sige økonomisk uansvarlige og det lykkedes ikke at få en aftale i stand. Så vi valgte at flytte fra det hele og havde opgivet håbet om nogensinde at kunne vende tilbage.

Så kom forberedelserne til tvangsauktionen. Det skulle besigtiges og beskrives af advokaten. Jeg valgte at beholde nøglerne til huset og være til stede hver gang nogen skulle se det. Nu forstår jeg bedre hvorfor priserne er så lave på tvangsauktioner. GC23-108Det er ufatteligt så lidt de interesserer sig for at få lavet en god præsentation af sådan et hus. Jeg tror at billederne var taget ud gennem sideruden på hans bil, i regnvejr. Vores ret nye og lækre køkken, og øvrige dejlige indretning, samt den pragtfulde have, var stort set ikke beskrevet.

Der kom også en meget fin og smart dame, i en fin og smart bil, fra det realkreditinstitut som havde begæret tvangsauktionen. Hende prøvede jeg rent faktisk at fortælle lidt om husets fortræffeligheder, idet jeg var af den opfattelse at både kreditforeningen og vi havde fælles interesse at huset blev solgt til højst mulige pris. Hun var også fløjtende ligeglad.

Vi havde fået oplyst, at vi ikke behøvede at komme til selve tvangsauktionen. Det ville vi nu gerne og vi ønskede at se hvem der fik vores hus. Vi havde oven i købet forberedt os, ved at overvære et par andre tvangsauktioner. Det går overraskende hurtigt!.

Nå så kom selve dagen. Jeg havde stadig nøglerne i lommen, men var forberedt på at skulle aflevere dem.

Der var rent faktisk et par stykker som bød på huset. Men advokaten afslog budene og bad i stedet om hammerslagsauktion. Hvad var nu det for noget? Vi havde aldrig hørt om hammerslagsauktion.

Vi blev af dommeren spurgt om vi kunne acceptere dette. Tror vi lignede 2 spørgsmåltegn og bad hende forklare os lidt nærmere. Hun forklarede os, at det betød at advokaten i stedet for at begære 2. auktion, så bag lukkede døre, kunne forhandle med de der havde budt og sælge huset på den måde. Jeg spurgte om ikke der på en 2. auktion, kunne komme flere interesserede købere og vi/de dermed kunne få en højere pris. Det svarede hun ja til. Trods alles tydelige irritation, begærede vi så ny auktion. Det havde vi det faktisk ret godt med da vi kørte hjem. Jeg havde stadig nøglerne i lommen og den beslutning skulle senere vise sig at få kolosal betydning for resten af vores liv.

Vi havde en god bekendt, som tidligere havde tilbudt at købe huset på tvangsauktionen og så kunne vi bo til leje hos ham. Det var med noget blandede følelser, at skulle bo til leje i “vores eget” hus. Vi havde også undersøgt mulighederne for om vores børn kunne købe huset, men der var kreditforeningerne meget modstræbende og jeg havde da også efterhånden helt opgivet tanken om at “redde” huset.

Men nu efter oplevelserne på 1. auktion, var kampgejsten vendt tilbage og vi fik lavet en aftale med vores gode bekendte. Således blev 2. auktion om muligt endnu mere spændende. Vi mødte igen op – med nøglerne i lommen. Auktionsbuddene holdt sig indenfor “vores” grænse og efter bare ca. 12 minutter var det hele overstået, så vi kunne flytte “hjem” igen.

Det var noget nær det bedste der kunne ske, når det nu ikke kunne være anderledes. Det fungerer fint at bo til leje i “vores eget” hus og vi regner med at bo her til vores dages ende, eller vi ikke gider mere.

 

Updated: 26. oktober 2015 — 7:30
Konkurshjælp.dk © 2015 Frontier Theme